Derfor er uld godt for miljøet

//

Skal du ud at købe tøj er det en rigtig god idé at tænke på miljøet – ligesom i så mange andre henseender. Der er rigtig meget greenwashing i tøjbranchen, så man skal se sig godt for. Det er ikke nemt at træffe det rigtig valg, men det er muligt. Der er nogle simple råd, der kan gøre det meget nemmere for dig.

For det første handler det at være mere bæredygtigt i forhold til tøj, om ikke at købe så meget tøj, som vi gør nu og så at genbruge meget mere. Så start med at tage i genbrug og led efter tøj, hvis du mangler noget. Det kan man altså øve sig på.

Derudover skal man sørge for at købe mindre ”dårligt” tøj og i stedet købe mere tøj i god kvalitet. Det kan f.eks. være ved at købe tøj i uld i stedet for polyester. Elsker du at strikke, så kan du købe uldgarn i stedet for polyester garn.

Billigt på lang sigt

Uld er muligvis ikke det billigste materiale du kan finde ved din lokale garnforretning. Vil du købe tøj, der har en høj procentsats af uld, bliver det heller ikke billigt for dig. Ikke desto mindre er det en rigtig god idé at overveje at købe det. Der hvor du kan erstatte det i stedet for f.eks. bomuld eller polyester bør du gøre det. Det er nemlig langt mere holdbart end ovenstående og har nogle rigtig smarte funktioner.

Uld skal ikke vaskes lige så ofte som bomuld og polyester, men har faktisk en selvrensende effekt. Du kan altså bare hænge det udenfor over natten og så er det rent til dagen efter – hvis altså ikke du har vendt dig i en mudderpøl. På den måde kan du altså også spare penge på vand- og energi-regningen.

Uld er også svedtransporterende så du kan have det på både, når det er koldt, men også når det er varmt. Det kan nemlig lede sved væk fra kroppen i modsætning til f.eks. polyester, hvor du hurtigt kan få en indelukket følelse. Er det koldt er uld rigtig godt til at holde på din kropsvarme, så du ikke fryser. Det er bomuldsstoffet ikke lige så godt til.